Vi havde besluttet os for, at vi denne sommer skulle til Bågø for første gang. Normalt tager vi altid til Aarø i stedet da vores unger elsker den ø – og vi voksne også trives der;-) Bågø har altid virket lidt mere kedelig og ikke så aktiv.
Efter en stille og rolig morgen med rundstykker i morgensolen i cockpittet og efterfølgende spil, tøffede vi lige så stille og roligt ud af Assens Havn. Vi ankom til Bågø knap en time senere, men her var fuldstændig proppet selvom vi kom på et tidligt tidspunkt, så vi besluttede at tage en moring i stedet og så ro ind. Der var lidt bølger, så det var lidt frisk med ro-turen ind til land. Vi gik langs stranden til havnen og var meget overraskede over der var kiosk og masser af mennesker her. I vores verden var Bågø slet ikke så livagtig! Ungerne fik stemplet deres ø-pas, vi fik frokost og nåede at bade ved stranden inden vi roede tilbage.
Da klokken var ca. 15.00 var vi sådan lidt bekymrede over hvor vi kunne sejle hen OG få en plads. Aarø var ikke et bud. Vi overvejede Hejlsminde, men var bange for der heller ikke var pladser her. Så vi sejlede til Middelfart Marina, da det ofte er nemmere at få plads i de større marinaer i stedet for de mindre havne. Selvom det kun er godt en times sejlads fra vores hjemhavn Kolding, så er det tre år siden vi sidst har været her.
Vi huskede Middelfart Marina som et lidt kedeligt sted hvor man kun tager til hvis vejret er godt. Og det er stadig det samme, for her er en rigtig fin strand, men legeplads og andet sjovt for ungerne er stort set ikke-eksisterende. Meget skuffende, at den legeplads der tidligere lå ved havnekontoret er helt væk, for den var egentlig okay, som vi husker det. Heldigvis var vejret jo igen brændende varmt, så det var lækkert, der var en god strand (til trods for børnenes panik over at der løb krabber rundt på bunden). Når man tænker på, hvor stor en marina det er, så er der overraskende få grill-pladser på havnen! Så vi besluttede os for at grille ombord (der stod ikke noget om, at man ikke måtte), for der var simpelthen kun ca. fem borde-/bænkesæt. Efter aftensmaden fik ungerne badetøjet på og så var vi på stranden hvor ungerne boltrede sig i vandet. Sikke en hyggelig, smuk og mild aften at sidde på stranden og kigge på sine glade unger i vandet. Efter vand-turen fik ungerne is – og så på hovedet i sen! Igen alt, alt for sent i forhold til at sommerferien snart er slut!
Comments