top of page
Forfatters billedeCharlotte Backmann

Kort sensommertur

Vi besluttede os for at sejle fra Kolding fredag efter arbejde da vejret var godt – og havde pakket til at vi kunne blive ude søndagen med. Vi sejlede til Middelfart og selvom det var meningen vi ville prøve den nye Nyhavn 2 endte vi i Nyhavn 1. Simpelthen fordi det så lidt mere hyggeligt ud. Indsejlingen er den samme, så det er med at holde til venstre hvis man vil til Nyhavn 2. Der var ikke meget vind, så det var for motor hele vejen. Vi så flere marsvin undervejs i det dejlige sensommervejr. Vi lagde til ca. 18.30 og var klar til at spise ved et af bordene på broen en halv time efter – takket være kantinen på arbejdet som havde mad i overskud, som jeg kunne tage med:-)


Efter maden gik vi op på ’kulturøen’ hvor der var afslutning på Trekantområdets festuge, så der skete lidt deroppe. Bl.a. havde biblioteket en masse udgåede bøger som vi kunne tage gratis. Børnene endte med at tage ca. 30 bøger med tilbage til båden, så nu har vi lidt at læse i de næste måneder! Leo var træt, så han og Morten gik tilbage til båden og slappede lidt af. Alva og jeg gik op i byen da alle butikker stadig var åbne pga. festaftenen. Der var også et spændende ild-show. Bagefter gik vi ombord og spillede lidt UNO og fik fredagsslik. Og så kaldte vi det for en dag med to meget trætte børn og voksne!


Lørdag vågnede vi til det dejligste solskin. Eller jeg vågnede og gik op i byen for at købe lidt morgenmad. Vi havde intet med hjemmefra til at spise og så er det vigtigt for os at være i en havn i en by. Morten var vågnet inden jeg gik og ungerne var lige vågnet da jeg kom tilbage ved 9.30-tiden. Så der blev sovet igennem heldigvis. Og det var dejligt, for vi havde sådan en dejlig lørdag uden børneskænderier;-) Efter morgenmaden gik vi op på ’legepladsen’ på kulturøen og videre op i byen. Og Middelfart er en rigtig hyggelig by – selvom de var ved at lave ny gågade. Der er stadig en del butikker på gågade og pga. festugens afslutning var der jazz forskellige steder. Vi gik op for enden af gaden og ned til vandet hvor café Razz ligger lige ud til vandet. Der er et soppebasin, så ungerne skyndte sig at få skoene af så de kunne vade lidt rundt i vandet.


Vi spiste frokost i skyggen og gik langs vandet hjem. Mens vi sad og spiste frokost besluttede vi os for at sejle tilbage til Kolding om eftermiddagen fordi det skulle regne og blive køligt søndag. Vi sejlede for sejl hele vejen hjem. Ned gennem Lillebælt gik det ikke så hurtigt, men hele vejen ind gennem Kolding Fjord var vi oppe på 5-6 knob. Da vi ikke havde travlt var det bare så fint at kunne sejle for sejl hele vejen. Hvem ved om det måske bliver årets sidste tur?



Lige mht. havnene var der flere ting der var bedre i Nyhavn 2 – bl.a. at wifi og bad inkluderet i havneafgiften (som er 200 kr. ligesom i Nyhavn 1). Vi fandt dog aldrig ud af hvor det er man skal betale havnepengene i Nyhavn 2, for ved automaten i Nyhavn 1 kan man ikke vælge havn, og der er ikke kode til bad og wifi på afgiftssedlen. Da vi ankom til Nyhavn 1 betalte vi havnepenge men købte ikke havnekort da vi ikke behøvede el eller bad, men da det kræver havnekort at komme på toilettet også ville vi købe et. Det kan man så ikke med mindre man køber det sammen med selve havneafgiften, så det er et ret rigidt system de kører. Uanset havn, så ligger man lige mellem de to broer og kan spotte marsvin – og man ligger helt inde i en dejlig by.

Comments


Commenting has been turned off.
bottom of page