Så er første sejldag i sommerferien gennemført startende i regnvejr. Og det gik simpelthen bare over stok og sten! Med en vestenvind på ca. 7 m/s fløj vi nærmest ud ad Kolding Fjord. Vi havde egentlig besluttet os for at sejle til Aarø, men i vestenvind er Aarøsund lidt mere vindstille, så vi ændrede lige planerne lidt. Vinden tog noget til i løbet af sejlturen og den sidste time var vi ude i noget rul og meget hårde vindstød. Alva blev desværre lidt søsyg den sidste time, men vi sad alle fire oppe i cockpittet og snakkede og hyggede. Morten og jeg syntes i hvert fald det var hyggeligt at sidde og snakke med ungerne i stedet for at de havde snuderne i deres ipads. Inden Alva blev søsyg sad hun og lavede opgaver. Jeg har simpelthen købt et hav af opgavebøger de kan kaste sig over med diverse tuscher og farver. Alva der skal til at gå i 3. klasse har fået en bog som vi har sagt hun skal have læst henover sommeren.
Da vi kom til Aarøsund var der heldigvis et par der kunne hjælpe med at få os i havn så vi ikke drev tilbage igen. Og så skyndte ungerne sig op på legepladsen og Leo fandt med det samme en dreng han legede med.
Og så fik vi hejst vores BOB-flag, så nu håber vi der kommer nogle børn og banker på på et tidspunkt på vores ferie:-)
Vejrudsigten siger det skulle blæse stort set lige så meget i morgen, og hvis det gør, så bliver vi her en overnatning mere og tager færgen til Aarø i stedet. Vores eneste helt faste planer er, at vi vil en tur til Dyvig så vi kan komme i Danfoss Universe, så skal vi til Schlien og gennem det sydfynske øhav på vejen hjem. Så der er plads til lidt forskelligt i et ret løst program:-)
Comments