Middelfart - Nyhavn 1 og 2 (genbesøgt sommeren 2024)
Middelfart er en rigtig hyggelig by og ved at ligge i Nyhavn 1 eller 2, så er du midt inde i byen. Nyhavn består af to havne; 'sneglen' er den ældste (Nyhavn 1) til højre for indsejlingen og Nyhavn 2 der ligger til venstre for indsejlingen er ny.
Begge havne ligger lige ved Kulturøen hvor der er adgang til en lille biograf, restaurant og bibliotek. Når vejret er godt, er der et springvand børnene kan lege i på pladsen foran Kulturøen og der er en meget lille klatrebakke. På den anden side af vejen er der 50m til den lille, hyggelige gågade.
Havnen
Legeplads
Der er ikke en legeplads på havnen bortset fra en lille klatrebakke, en sandkasse og et springvand til at lege i når vejret er godt. Ved siden af Nyhavn 1 ligger der et grønt område man kan lege i og hvis man fortsætter lidt længere langs vandet ned til Cafe Razz er der et soppebasin. Oppe på gågaden er der nogle små trampoliner.
Indkøb og transport
Man ligger midt inde i byen, så der er bagere og Kvickly lige 100m fra havnen.
Spisesteder
På selve havnen ligger Restaurant Mast der ikke er så børnevenlig. Til gengæld er der ikke langt til caféer og hyggelige bagerbutikker hvor man kan få både lidt til den store og den lille sult.
Hvis man skal have is, så er der en rigtig isbutik oppe på gågaden.
Bad-, toilet- og andre faciliteter
Nyhavn 1:
Bad og toiletter er inde i selve Kulturø-bygningen (indgang fra havnesiden). Her betales også havnepenge i en automat. Kode til bad og toiletter står på klistermærket.
Nyhavn 2:
Her er bad og toiletter i en 'skurevogn' og det fungerer fint. Havnepenge betales i en automat lige ved broen.
Bad og toilet er inkluderet i prisen.
Priser på havnen
Både op til 9,99m: 245 kr
Både 10-14,99m: 265 kr
Både 15-17,99m: 355
Både over 18m: 465 kr
Her kan bookes plads inden ankomst!
Seværdigheder i området
Oppe i gågaden er der bl.a. krea-værksted hvor man både kan male på keramik, lave smykker og meget andet. Husk at bestille tid hvis du vil være sikker på plads.
Udover selve byen og Kulturøen, så er der ikke så langt til Hindsgavl hvor der både er naturcenter, dyrehave og et slot. Der er godt 1 km. til Hindsgavl halvøen fra havnen via stisystemer og en tur under den gamle Lillebæltsbro.
Clay keramikmuseum ligger også godt 1 km. fra havnen - flere oplysninger på deres hjemmeside.