Lyø Havn (Besøgt sommeren 2020)
Lyø har altid været en af vores absolutte yndlingsøer i det sydfynske (sammen med Skarø og Drejø). Men da vi ankom i år (to år siden vi sidst havde været her) lignede det næsten Anholt med alle de både der prøvede at kæmpe sig til en plads hver gang der var én der sejlede ud. Og selve øen var overdækket med mennesker! Så det var slet ikke så fredfyldt og hyggeligt som det plejer at være - desværre. Undgå uge 30 hvis I vil have en helt speciel oplevelse på en dejlig ø...
Havnen

Legeplads
Det er en meget lille legeplads på Lyø ved havnen. Ungerne huskede den som sjovere - men da var de også kun hhv. 6 og 4 år.
Her er en fin strand lige ved havnen med lækkert vand og blød sandbund. Den er lavvandet, så børnene kan gå langt ud før det bliver dybt.

Indkøb og transport
Der er ca. 800 m til nærmeste by og den velassorterede købmand. Det er en lidt streng tur på til byen da det går opad. Et løbehjul kan hjælpe lidt på vej:-)
Hvis man er heldig er der hestetransport til byen.

Spisesteder
I havnegrillen kan du få kolde øl og sodavand og ja, grillmad. Og is selvfølgelig - fra Hansens.
Oppe i byen har ildsjæle forvandlet den gamle skole til café. Her er hyggeligt og de serverer rigtig gode pizzaer! Men det kan være nødvendigt at bestille bord i forvejen hvis man sejler i uge 29-30 især.

Bad-, toilet- og andre faciliteter
Toiletter og bad har set bedre tider, men det fungerer fint. Bad koster en 10'er.
Her er en vaskemaskine (30 kr.) og tørretumbler (20 kr).
Wifi er inkluderet i havnepengene men fungerer ikke så godt. I hvert fald ikke ude på den sidste bro. Og på mobilen ryger man fluks på Edge.

Priser på havnen
Både under 9 m: 130 kr
Både 9 til 12 m: 150 kr
Både 12 til 18 m: 170 kr
Både 15 til 22 m: 240 kr
Både over 22 m: 400 kr
Priserner inkluderer ikke bad og der er ikke familiebaderum. Bad betales med en 10'er.
Strøm, vand og wifi er inkluderet i havnepengen.

Seværdigheder i området
Lyø by er charmerende med dens gadekær og velholdte huse.
Og så synes børn, at Klokkestenen er spændende. Når man slår på den, giver den klare toner. Det er lidt sjovt.
Og så er øen bare virkelig charmerende, men desværre er der kommet alt for mange turister til de sidste par år hvis det er idyl man regner med at møde på øen.