Dyvig Bro (ved Badehotellet) (Genbesøgt sommeren 2020)
Der er et par havne ved Dyvig, men vi valgte den ved badehotellet pga. deres lille udgave af en 'floating island'. Alva er meget fascineret af oppustelige ting som man kan lege rundt på;-) Desværre var de stadig lidt for små til at komme med derud da vi var der 2017, for der er lidt længere end man tror og der er dybt vand. Selve havnen er vildt idyllisk med Dyvig Badehotel og med gode pladser til at grill. I 2019 er vi igen taget hertil - og denne gang inkluderer besøget en gratis bus til Universe:-) Og i 2020 igen et besøg - denne gang hvor vi lejede paddle boards af havnen.
Dyvig Bro er en perle - bestemt et besøg værd! Selve indsejlingen i bugten er skønt.
Havnen
Legeplads
Her er desværre ikke en legeplads, men masser af muligheder for at lege. Naturen er fantastisk og med gratis lånecykler på havnen er det nemt at komme lidt rundt.
Til gengæld er der den oppustelige plastikbadeborg ude på vandet med bl.a. vandrutchebane. Men det kræver stille og roligt vejr.
Ellers er her en rigtig fin krabbefiskerbro. Og så kan man leje paddle boards.
I dårligt vejr, er det bare om at hoppe ombord i en gratis bus og tage en tur til Danfoss Universe.
Indkøb og transport
Her er gratis cykler til låns til både børn og voksne på havnen. Ellers kører der i sommermånederne en gratis bus til bl.a. Nordborg hvor der kan købes ind.
Det er muligt at købe lidt ind i kiosken i nabohavnen hvis man lige står og mangler lidt til grillen. Og så er der et grøntsagsudsalg på vej til nabohavnen.
Det er også muligt at leje mountainbikes (og padde boards).
Spisesteder
Dyvig Badehotel er simpelthen bare den rene idyl. Hotellet byder på nogle fine spisesteder: Brasserie Skipperstuen, Gourmet Restaurant Amstrup&Vigen og Dyvig Terasse.
I receptionen kan der købes is og hos havnefogeden som kommer rundt kan der bestilles frisk morgenbrød som bliver leveret til skibet næste morgen. Super service;-)
Bad-, toilet- og andre faciliteter
Bad- og toiletforhold er meget fine. Bad er inkluderet i prisen. Dog kan der godt være koldt vand om morgenen hvis for mange tager bad samtidig!
Der er en vaskemaskine og en tørretumbler i samme bygning som havnekontoret.
Priser på havnen
Priserne er lidt indviklede, for det kommer an på hvor mange der er ombord. Prisen er for båd inkl. to personer, og så betaler man ekstra for yderligere personer. Vi gav 200 kr. pr. overnatning. Inkl. strøm og bad.
Vaskemaskine: 30 kr.
Tørretumbler: 30 kr.
Seværdigheder i området
Pga. gratis busser og lånecykler er det dejligt nemt at komme omkring. Danfoss Universe kan anbefales og eller en tur til det hyggelige Nordborg hvor der både er slot og museer.
Der er en stor indsø i nærheden og der er ca. 5 km. rundt. Her er et rigt dyre- og fugleliv. Og ellers er naturen her skøn. Lej evt. en mountainbike på havnen og cykl en tur rundt i det kuperede terræn eller lej et paddle board hvis I ikke selv har et med.
Og hvis mor (eller far) har brug for et pusterum, så kan man booke massage og ansigtsbehandlinger på badehotellet!